Monday 27 April 2009

Vive la Republique

Jeg ved ikke, hvor mange mennesker der egentlig er omfattet af kongehuset. Det virker i hvert fald som om, det er rigtig mange. Fx skulle vi som pligttro skatteydere for nogle år siden betale for et bryllup, hvor en prinsesse af en slags (vistnok prinsesse Annemeries datter) skulle giftes med en eller anden tysker med et meget langt navn (Klaus Friedrich Jefferson Airplane von Hinterhüler-Übersturmbandführer-Kloppenburg-Berchtesgaden eller sådan noget). Ingen af de to boede i Danmark, hvad deres forældre i øvrigt heller ikke gjorde – men alligevel så blev det slået op som et eller andet vidunderfabelpragtbryllup, som vi alle skulle være helt vildt begejstrede for. Og det var jeg naturligvis også. NOT!

Siden har der været alle mulige andre bryllupper, barnedåbe, fastelavnsfester og nytårskure, som vi alle har skullet betale for. Hvad helvede er det for noget?

Jeg mener; kunne det ikke være muligt at finde en ordning, hvor man ikke skulle betale til kongehuset – lidt lige som udmeldelse af folkekirken, hvor man jo samtidig bliver fritaget for at betale kirkeskat? Eller endnu bedre: bare afskaffe skidtet?

Så er der selvfølgelig en grotesk hob af folk, der kommer med geniale argumenter som fx "tænk på, hvor meget vi får igen i forhold til turisme" eller "husk hvad de gør for dansk ervhervsliv" og "en president koster jo også penge".

Hold nu kæft! Jeg ved virkelig ikke, om folk i andre lande vælger at komme til Danmark, fordi der sidder en eller anden storryger i et slot og kalder sig for dronning. Jeg har heller ikke den store fidus til, at en forvirret prins, som kigger på samlebånd i fjernøsten, gør noget særligt for eksporten. Og mht. en president, så vil det alt andet lige være mere fornuftigt ud fra det økonomiske perspektiv, da han eller hun ikke skal have 20 slotte med tilhørende tjenestefolk osv. samt et utal af familiemedlemmer, som også skal have snablen i statskassen.

Men i princippet er dette jo lige så åndssvagt som at argumentere mod religion, da folk i forhold til trosspørgsmål og andre overnaturlige fænomener ikke vil lytte til fornuft. Der er stadig ca. 4 millioner medlemmer af folkekirken og sikkert lige så mange royalister, hvilket betyder at folk som mig er i klart undertal.

Men en dag... en rigtig skønne dag. Så vil folk blive klogere. Og måske vil de også holde op med at læse min blog og få sig et liv. Et rigtigt et. Også et uden Twitter, som er en åndsssvag ting, jeg muligvis vil skrive om næste gang. Husk ikke at læse det.

Dixi.